1. HYMNE I: OF WOLF AND FEAR

Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee og Grue

Naar det klagede op mod hendes Skiær
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet

Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ukiend Mackt
Der dend hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt

Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, og mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen

Aff Diefvlen han bleff skiænked een gave
Der ved Trolddom favned han til Ulv
Ey vaer han længer een Guds slave
Der ved Midnat vandred ofver hule grave


2. HYMNE II: OF WOLF AND THE DEVIL

Ulvens Billeder hafver eengang
Til Hex og Diefvels Stolthed tienet -
Om Gudstroe vidnet, mørck men mæcktig -
Ja med Grenser viide som dend Verden dend lâ øde

Satan skabede det som for deris Bilk
Blifver ofverjordisk - Han er slik,
Een Mand i Ulveham

Self Vinden er een Tiener i hans Haand
Oc Eevigheden - hans gaadefulde Aand

Paa ham een Stoorhed som een Krone Pan fordum bar
Han hungrer giennem Eevighed -
Siunker om han grim & sort
Een Tragoedie kund for dend som veed

Han tager sig frem baade Nat & Dag
I et eevig, dødstrett Jag

...Oc dend stoore, tridste Eensomhed
Vild øfve giengiærd for dend tabte Kiærlighed -
I Had!


3. HYMNE III: OF WOLF AND HATRED

O Vandringsmand i een forbandet Nat
Troe ey at hans Had dig vild skaane
Hans Rov vild ey være nogen anden
End dig -
Der vild skiælve i hans vær
I uselt Haab om at Huus er nær

End dig -
Hvis Blod skald blifve hans stærke Viin
Oc Siæl, hans hellige Trofé

Faafængt han lader dig gyde
Ut dit Blod i Smertens Siø

Saa du som død ey Sofnløest kand
Fortælde Frænder: "Ulven er ham!"

Som Offer for Beistets Krav
Dit Blod vild rende koldt som Bæck i Grav

Gud er ey her, men Døden nær
Oc hvert Secund som her
Er undt dig -
Skimrer i et dobbelt Skiær
Aff baade Liiv og Død

Rasende lader han Bliket binde
Løfter dit i Maaneskinnet


4. HYMNE IV: OF WOLF AND MAN

Da Trolddomen bleff hæved - og need
Paa Jorden han svæved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte

Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først:
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv

De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag

Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag

For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde

End han -
I hans Hiærte: Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb

Der -
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde,
Liiv, Mod og Haab

Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel

...Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme


5. HYMNE V: OF WOLF AND THE MOON

I dende Nætters Nat
Der hun hafvde besættende Glød,
Bar bleege Stjerner i sit Skiød,
Hylder han hende med een Sang

Dende Lidenskabens Hymne
Vidner om det Baand
Som nu invælder
Natten in hand Aand

Når Stjernerne varsler Grye
Mod to-hornet Sølvmaanenye
Oc Soelen stiiger frem
Lig een Flamme, skiær og reen
Som fra Fædres Offerbaal -

Ustyrlig er da hans Sind!
Skiænk kam saa nyt Lius aff dit Skin,
Du, Satans Soel,

Saa han kand jage tol Bestandighed
Regiære, i kold,
Ufattbar Mayestet


6. HYMNE VI: OF WOLF AND PASSION

Uden Sorrig for det, som svandt
Han drager paa nye og farlig Færd
Hans eeneste Sorrig være at han intet fandt
Som vaer een Taare værdt

Til han Medynk saae
I hendes øine, der alt Lius vaer tendt
Der al Glæde snart vaer endt
Slig een Pige hellig, vacker
Det brustne Blik flacker
Hun kiændte Haabet brast

Han viiger for bendes Blik
Med een smertelig Mystik
Fylder hende mod Hiærtenskiær

Men hendes Ild ligger sort & død
Ondskab qvalte hver een Glød
Dend hviide Gloe, dend slukte han
Men dend ha'r skabt een mæcktig Brand
Aff Had & Elskov & tungindigt Haab

Nyfødt bæres Maanen Frem
Ofver det Sind som her bleff røfved
Aff dend mørcke,
Magi paa hende øfved

Med rædde Skrit. mod ham -
Dybt berørt:

"Du Diefvlens Sendebud,
Som bærer Fryckt fra Mand til Brud,
Du Menskehadets reene Styrkedrik,
Du næring for min Siæl, som dør;
Gaae ey bort, o Skygge, før
Ieg viiser Kiændsler som ieg hafvde Angst
For at nære før ieg bleff din Fangst"


7. HYMNE VII: OF WOLF AND DESTINY

Nu bar han ey meer sin Drackt
Saa rød som Viin og Blod
For Viin og Blod vaer paa hans Haand
Ved Sængen der han stood
Hos Liiget aff sin elskede
Dend Stund man fandt de to


8. HYMNE VIII: OF WOLF AND THE NIGHT

Hafvde Kiærlighed lænkelagt
Dend utæmmede Mackt?

Han glemmer det han legger dødt
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat

Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede

Hendes Væsen, lig et Lam
Gik ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
Øfved sin Magi

Uagtet disse Siæle tvende
Een hafvde at ende

Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne Dage

Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begiær

Nu drev han yr & gal
I sorthiærtet Kval

Vintrens kulde
Snart tilfulde
- Oc hans Længsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene