1. ÆTHELRED

Som Ælfthryth sønnen barsled’,
Da såedes skæbnens sæd,
En halv snes år var han, da
Englands højsæde rømmet stod.
Dog kun den yngst’ kongsemne,
Hans moder kunn’ ej dy,
Hos rådmænd råd hun søgte,
Den ældst’ mått’ ryddes af vej.

Ædel-råd var det, han hed,
Af væsen ej helt sandt,
På hans skatte og hans arv,
Ville andre gøre krav.
Vikinger våged’ agtsomt,
Havde set hans verden før,
Iagttog med ivrigt øje,
Indkaldt’ mænd og sejled’ did.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

Ej på slagmark vandt han sejr,
Selv om han prøved’ længe,
Hans bravest’ og hans bedste,
Blev sorte ravnes rov.
Men riget reddes skulle,
Og gode råd var dyre,
Hans råd tilråded’ gælden,
At dæmpe danskens rasen.

Og dansken kom til kongen,
Med fordringer til kamp,
(Men) med skibe fyldt med skatte,
Loved’ de at sejle bort.
Ti tusinde pund han gav dem,
Af skærest’ sølvertøj,
Da dansken atter landed’,
Fik de tyve tusinde mere.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

”Indfries én gang gælden”,
Sagde rådets mænd så tit,
”Indfries danegælden,
Bli’r vi aldrig dansken kvit”.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.


2. LOKKEVISEN

Kom hid, kom, kom og dans.
Lad dig lokke af vores sang,
Kom, dans og lig hos os,
Her i nattens lune mulm.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

En kvæld, da jeg red,
Ført min vej til ellekrattet,
Der, ved et træ standsed
Min hest og ville ej videre,
Hen på vejen dansed nogen i måneskinnet,
Møer i en kreds, søde stemmer sang til mig.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Jeg steg af min hest, og gik dem i møde,
Men de flytted sig længere bort,
De ledt mig dybt ind i skoven,
Til jeg var faren vildt,
Alt imedens de sang til mig.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Purret blev så tæt,
Over hovedet knejsed egen,
Jeg blev stadig ved at følge flokken,
Tjørne skar min hud,
Rev mit hår og mine klæder,
Medens møerne rundt om mig fnes.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Inde i skovens rige,
Slog de kreds om mig,
Med dans og leg, betoges jeg,
Herfra kommer jeg aldrig.

I de lumre sommer nætter,
Når landet sover trygt,
Til mig sznger skovens møer sødt.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.


3. HAVFRUENS KVÆD

På salten sø sejler skuden,
Bag den slæbes tunge garn,
Vandet spejler solens lys,
Og sømænd priser havets ran.

Fra havet høres en røst,
Som hundrede møers tårer,
En sorrigfuld sang, der lokker,
Et sørgekvad om hjertesår.

"Når stormen raser ude på søen,"
Synger havets frue,
"Og vandet syder rundt om klippen,"
Synger havets frue,
"Jeg drager mænd til havsens
Bund og bringer til min stue,
Så sorgen knuser kæresters hjerter,"
Synger havets frue.

De raske mænd følger mælet,
For den skønne mø at se,
Flam' rødt haar og fiskehale,
Den barmfagre havets frue.

Udi bølger leger hun,
Hendes barm så hvid som bølgekam,
Med lystent blik og kvindens list,
Hun lokker dem til store skam.

"Når stormen raser ude på søen,"
Synger havets frue,
"Og vandet syder rundt om klippen,"
Synger havets frue,
"Jeg drager mænd til havsens
Bund og bringer til min stue,
Så sorgen knuser kæresters hjerter,"
Synger havets frue.

Alt medens de margygen følger,
Mindskes kløgten og omsorgen,
Skuden flyr vante vande,
Bagom bølger.

Salten sø så langt synet rækker,
Omskabes til oprørt hav,
Splintret træ i bølgens brusen,
Brædder brækker.

"Når stormen raser ude på søen,"
Synger havets frue,
"Og vandet syder rundt om klippen,"
Synger havets frue,
"Jeg drager mænd til havsens
Bund og bringer til min stue,
Så sorgen knuser kæresters hjerter,"
Synger havets frue.


4. HØJEN PÅ GLØDENDE PÆLE

I regn jeg red et ensomt ridt,
På høstnattens ode hede,
Vinden skreg på de vilde vidder,
Og ført' mig ud på fremmed jord.

Hey! Hey!
Et lys i det fjerne loved' læ,
Og senge af sødt hø,
Hey! Hey!
Men sært var det syn, der vented' mig
Af glæde og gammen.

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.

En kone fra bjerget et bæger bragt',
Med tursemjød, tykt om troldblod.
Stum som sten, greb jeg fast om skålen,
Og drak den ud i et enkelt drag.

Hey! Hey!
Som brod i en bæk fyldtes jeg,
Af fryd og af fuldskab,
Hey! Hey!
Mens lyden af fløjten lokked' mig,
I højen den høstnatt.

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.

Vilde møer klædt i grønne kjortler,
Med vakre øjen og villige skød,
Mandfolk drak med lyst af mjøden,
Mildet først endt' da dagen, den gryed'.

Jeg genoptog gårsdagens færd,
Men kendte veje næp kunn' kendes.
Jeg kendtes kun af gårdens gamling,
"Men døj do æ, da a war dræng?"

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.


5. PÅ ODDEN AF HANS HEDENSKE SVÆRD

Lejesvend og from lærd var han,
Stormfuldt, lød han flerre herrer,
Gram, grov og mægtig,
Ve dem, der spotted' hans guds ord.

Han lært' dem alt om kristendom,
Den sande' guds evangelium,
Der sættes pris på nåde,
Til den pris havde han ikke råd.
Han fortalt' dem alt om kristendom,
Og hans barmhjertige herre,
Før han sveg dem og stak deres øjen ud,
Med odden af hans hedenske sværd.

Thangbrand hed han,
Den vildfarne spåmand,
Et fredens bud på hans spidse kors.
'Tæmmes kan du ej', sagde kongen,
'på Island skal du forkynde om hvidekrist.'
Han tog hans bog og blev af vinden båren,
Og viste synderne hans barmhjertighed.
En mørk morgen gryed' da han kom,
For mange ville bløde på hans torned' krans.

Thangbrand - vis dem vejen

Snart landed' han på Islandsk strand,
Hvor folk mored' sig med drikkelag og hor.
'Dette duer ej, her er noget at gøre,
Huskes skal dagen, hvor frelsen kom!'

Han sparkede kroens dør ind,
Og tren frem med alvorlig sind,
Som en mand besat af himmerige,
Sporet frem mod de vanhellige.
'Alle her skal høre mit budskab,
Om gud, den mægtige herre,
Eller lide en ussel død,
På odden af mit hedenske sværd.'

Og skjaldene, de så på,
Og grinte over det de så,
Kvad vider om munkens vrede,
Ham uden hår på kinden bred.
Thangbrand loved' løn for haanen,
Til dem alle og enhver;
At spidde deres vantro hoveder,
På odden af hans hedenske sværd.

Der byggedes to bavne, så store og så høje,
Så guderne kunn' dømme fra himlenes borge,
Da udså Thangbrand den djærv'ste af mänd,
Den drøj'ste bersærk landet kunn' yde.
'Gennem luen må du løbe, så rask du kan,
Det lader sig gøre, det jeg kræver af dig!
Et blus er velsignet af mig og vorherre,
Det andet asernes og vanernes skære.
Gennem mit skal du gå uden men,
Et vidnesbyrd at min gud er størst!
I dit bål kan du brände som var du af halm,
Den gamle enøjede kan dig ej bevare!'

Helskindet kom han gennem asernes ild,
Mens heden fra kristi bål holdt ham tilbage...


6. LASTER OG TARV

(No lyrics available)


7. DEN SVARTE SOT

(No lyrics available)


8. KROMANDENS DATTER

(No lyrics available)


9. GRENDEL

(No lyrics available)


10. JAGTEN

Når vinden buldrer i vinternatten, men skoven er stille
Da er det bedst at holde sig inde bag lås og slå.

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.

Når vinden hyler I nattemulmet på mørke heder,
Og julebluset I askedyngen på arnen ulmer,
Da kan man høre to hundes grøen, en fjern en næmer’,
Så si’r de gamle “Nu rider følget, nu starter jagten”

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.

Når hestevrinsken og hovslag høres I nattens tomhed,
Sæt stål I døren og spjæld for gluggen, søg ly I halmen,
For da kan flokken dig ej forfølge og volde skader,
Men ve den vandrer, den ganger ene ensomt sted!

Jep!

Stygge er jægersmændene, svare og sorte som døden
Grumme er de sorte hunde, grimme, store og bredøjed’.

Sorte er horsene de rider, sorte er bukkene de rider,
Gru de hvileløses ridt, gjaldene færdes de igen.

Når vintervinden uvented vender, skal du være varsom
Og hører du hovslag og tæller otte på hersens ganger,
Da kan du vide at jagten kommer og kræver ofre,
For med den drages en tid med ufred, din død til følge!

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.


11. LINDISFARNE

(No lyrics available)


12. I SALENS VARME GLØD

(No lyrics available)