1. DET SIDSTE LYS

D et sidste lys forsvinder bag bjerge klædt i blod • Minder om sorg fra forgangen tid • Et sidste farvel, til den jord jeg kaldte mit hjem.
I gru og død, i grus og støv – den åndsforladte planet • Nedslåede sind, suger marv af benene • Når blind leder blind, falder begge i graven • Dommen skal findes i ruiner.
Velkommen til de dødes rige • Velkommen til dødningehjemmet • Omfavnet af skygger • Hvor døde øjne lurer i mørket.
Ład mig ej rådne på seng • Lad mig ej visne som halm • Træde vande i sølet • Svinde ind med sorg i sind • Som I, sygne hen.


2. FORFALD

 Oh du, der i mørke forledte – du som drukner i hovmod • Bærer dødens mærke på din pande • Du der spreder rædsel og usandhed gennem løgne • Så blændet af pompt og pragt • Mens krig og død og pest og sult igennem verden rider • Høste stormen skal du – som den vind du såede, nu er tiden at bryde op.
Jeg får at leve – I får at dø • De fortabte der ledes af blinde • En sang om længsel – leder dem mod mulden • Undergangsprofetier I spå – så lad det være undergangen I vil få.
Nu begyndelsen er nær • Når lyden af tusinder svært din dødsdom signer • Skademenneske, æd din dom.


3. MENNESKEVÆRK

L ivsgangen er slut – fremtiden glemmer • Udvisker hvert et spor, nu menneskeværket ender • Ingen træller for flere herrer, ej høster anden mands korn • Mænd og våben daler • Den evige strid – snart levn fra fordums tid.
Hvad spirede op må nu forgå • Hjemstavnen er atter fri • Smådyr og kryb stiller sulten på jeres usle lig • Jorden, I skamløst besudlede æder hver en krop • Mens skov og dal og hav, endelig ånder lettet op • Slægternes marv – samler støv i martyres grav.
Det er en liden tid så jeg har vunden • Så er den ganske strid med et forsvunden • Sorgen tog freden, men døden tager sorgen • Tavshed i aftenrøden – velsigner døden.
På Sjølunds fagre sletter • Ved Østersøens bred • Hvor skoven kranse fletter • Der vil jeg finde fred • Hvor sølverkilden glider • Nu ved ruiners fod • Her stolt i gamle tider • Et kongerige stod.
Livets væld udrinder • Mens evigheden venter.


4. BESAT AF MØRKE

V andrer imellem de ældgamle krogede træer • Under nattens kappe og de funklende stjerners skær • Forledt, mellem kviste og grene • Draget – betaget – alene.
Månens blege lys kaster skygger, der leder min vej • Ind i dybet min længsel mig trækker • Gammel som tiden, en ældgammel higen • Som skibet i storm, der finder sin havn.
Verden omkring mig forsvinder • Ind i evigheden mit legeme vandrer • Hvor min sjæl forenes med den evige nat • Derind – hvor mit sind finder fred.
Lyset forsvinder • Jeg ganger ad mørken sti • På et leje af grene og mos, på skovens bund jeg skal hvile • Omringet af stilhed • Tryllebundet af mørket.