1. SORTEDØDEN

Oh hvilken stilhed – så stille før stormen skal hærge
Og hærge skal den, som et sagte tæppe af død
Oh hvilken rædsom prydelse – den krybende død
Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt

Under flossede sejl og under vinger så sorte
Skibet med din sjæl om bord pløjer det uvenlige hav
Kursen er sat mod evigheden – stævner mod din grav

Trukket i døden med en isnende hånd
Og stilheden sig breder – dødsvingen er bredt ud
Folket falder som på stribe – som en storm soten rammer hårdt

Fortæres skal din krop, ædes op af sygdom
Tungt hænger det mørnede kød
Hud som læder, af bylder så sorte
Knoglerne skærer den lasede hud

Under flossede sejl og under vinger så sorte
Skibet med min sjæl om bord pløjer det uvenlige hav
Kursen er sat mod evigheden – stævner mod min grav

Hvileløst drevet rundt fra kyst til kyst
Blot for at finde den evige død
Men endelig jeg må indse, at kun i døden vil jeg finde mit endelige


2. AFBED

Fra højborgens trone jeg skuer mit land – i ussel forfald
En folkeskare stor – en pøbel så grå – ydmyg som støvet for min fod
Thi gøre jeg kan som mit sind mig behager – min lige findes ej
Menigmand må krybe, lad dem bide i støvet – tugtes skal med frygt

Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort
Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie
Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl
Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde

Lad tale som magter og tie som ej værdig er
Thi ej skal den sovende komme til sejr, men væltes fra tronen
Og lade komme, det land som lovet blev

Som føde for de ulve skal du lide, som mangt og meget fornægtet blev
Og som jerngrebet om folkeskaren grå, der skal galgens reb skære eders hals

Som skummet i det oprørte hav, afmagten bruser i befolkningens blod
I ensomhed, modtag døden for din afgunst.


3. KLIPPEMENNESKET

Løgnens flammer sender skygger på jagt – foregiver en sørgelig sandhed
Blot intet end en illusion – næring for de trælbundne sjæle
Det hule menneske med skyggelagte sind – så fastholdte, jeg fyldes af ubehag
Thi for de i forstanden slemt tilredte – der vil sandhed svie som løgn

Vækkes vil de ej, selv når sandhed åbenbares
Min retfærdige vrede overgås kun af deres fattige evne
Fanget i flammernes indelukkede mørke
I løgnens højborg men oh så salige
Lad de ubefæstigedes lys – skinne for de nedbøjede
Lad solen herske de kyndiges rige

Vandrer bort i ensomhed, alene væk, fra det grufulde sted
Jeg vandrer til tåbernes sang dør ud
Og hulens lys bliver besejret af mørke
Begravet levende
Lad flammerne æde de allerede døde


4. URSULT

Undsluppet er den altfortærende kraft
Gennem støvede skrifter ordenen er sat
Begæret som kompas leder arken mod fjerne kyster
Åh så sejrstrygge dristigt de drager døden i møde

Om kap med tankedøden uvejret raser
Den værende stædighed urokkelig som de gamle bjerge
Moralen sønderrevet som det vindbidte sejl
De godlidende blev fordærvede – løfternes land forsaget

Nu stævnen kalder det raske øje, for havet skælver
Enfoldigheden bider som den isnende vind
Den blændede styrmand skænkede dem en grav
Den evige hvile i det iskolde hav

Lad bølgerne bære bort det som i gav til havets vold
Det blånende hav vil tælle mange lig
Lad de afsjælede skylle op på land
Utallige som solegran
Begravet dybt i sorten mulm
Skal mindet være for evigt