1. DØDSVÆRK

Med mange fortabte år
Et liv med snarlig ende
Har manden sat sig for
At guden ham skal elske

Og slebet bringes kniven ud
På færden efter andres sjæle

Som hans dødsværk
Grusomt påbegyndes
Svigter han sin race
Men behager guden

Uden frygt (og næstekærlighed)
Uden empati (da slagtes vi)


2. LIGEGYLDIGHEDEN

Skænket er det sælsomme
En mystisk eksistens

Aldrig gives nøglen ud
Gæt blot, men kun én gang

Glæde, sorg, og sorgens glæde
Ubeslutsomt er sindets lune

Ond, kold og grusom,
Kærlig og velsignet

Varm dig ved tanken om
Valget er dit eget
Vær du fri og from og glad
Intet er for givet

Den fortabte frihed
Løsningen på alt
Forglem da ej at mindes
Da forældrene de faldt


3. EFTERÅRSVINDE

Et køligt pust føles
Når efteråret kommer
Så pludseligt man mærker
Vinter kommer snart

I vindene kan hun høres
Og efterhånden
Besegles efteråret
Af vinterkuldens evighed


4. MODERS GRÅD

Med lukkede øjne
Farer jordens børn
I flugt fra noget
Kødeligt, jordbundet
Ude af stand til at
Se udfaldet heraf
Uden øjne
Styrer blindheden
Et folk med slette syn
Og moder forbløffes
Af barnets onde sind

Moder jamrer mod himlen
Hør op med den ustandselige pisk
I trældom styrer vi mod vejs ende
Mærk blot mit svage hjerte

Hendes liv som dug
Stille, skrøbeligt for varmen
Og solen, såvel månen
Ses for sidste gang


5. AFSKED

Klam og regnfuld nat
Eller forårsmorgen grøn
Kryber mørket ind
I mine øjne

Og kraften siver ud
Fra legeme og sind
Et hylster bliver alt
Jeg vil være

I grøften
Falder jeg om
I kløften
Der styrter jeg

Evigheden begynder
Alle rejser vi til slut
Hvor alles rejse ender
Der mødes vi så endeligt


6. EN SIDSTE BØN

En sidste bøn
Et sidste lys
Slukkes som hun ligger der
Visner mindet hen

For hvem skal huske
Når alt er glemt

Ruiner og tiltagende skygger
Beretter om forgangen tid
Et levende skue
Uden liv

Får jeg blot et ønske
Så lad andre mod disse
Aftryk blive ledt

For hvordan kan man være
Hvis man aldrig er blevet set
En sidste bøn
Et sidste håb
Forsvinder

En sidste bøn
Et sidste lys
Slukkes

Dødsgang over bakker
Imellem træer

Som hun ligger der
Visner mindet hen
For hvem skal huske
Når alt er glemt

Et sidste ridt
Med årtusinders minder
Alene mod afgrunden

Dømt til en endeløs nat
Borte
For evigt


7. RÆDSEL

Som livgivende kilde står solen, en flamme
En flugt fra denne verden
Sker kun gennem lyset

Å, kære lys, opslug min sjæl
Mit liv må ej forspildes
På mørke sletter
Kun gennem flammen
Både begynder og ophører
Det evige liv

Årtusinders rige brændt og forvitret
Prægtigt er bålet af liv og kød
Lungerne fyldes med aske fra de brændte
Solen kan Jorden ej bære

Å, kære lys, opslug min sjæl
Mit liv må ej forspildes
På mørke sletter
Kun gennem flammen
Både begynder og ophører
Det evige liv