1. LAD ASKETID DEGYNDE DEL 1

Aftentågen vælder frem, griber skoven med kolde fingre Solen flyr fra måneskin.
Troldtøjs nat sig nærmer
Stammernes hvisken genlyder:
En bonde har svigtet sin arv, bærer nu kors om hals
Blodets kald han ryggen har vendt, og lades det derfor må
Forenes med urgamel kraft
Og styrke kaldt til værdige sind

9 skygger frem af tågen bryder, som skabt af skovens favn De lytter til de hviskende Stammer
Og begiver sig af sted i tusmørkets greb
Dæmpede stemmer høres i kor, aftenbøn de beder
Af frygt de bekender sig til lystes løgn
Med foldede hænder og nedavendt blik
Sidder de t0 der svigetet har.

Skovens stemmer bruser dem i øren
En varsel om nidstangs komme

Bonden griber stål og forlader hyttes varme
Med frygtsomt blik han gør kors for bryst
Og tager afsked med sin grædende kvinde

Kvinden hulker højlydt ved arnens lys
Og beder for sit og mandens liv

Stormen bryder løs, blæst og dis slår døren op
Arnens gløder blænder hendes syn,
Hjælpeløs hun ligger knugende sit kors
Hører i det fjerne sin mand kalde lysets vers
Med skælvende røst han skriger ord der ej beskytte ham kan


2. LAD ASKETID DEGYNDE DEL 2

Fra byen en skare af mennesker
Anført af præst mod skoven går
Rygte om død deres øren er nået
En hytte de ser ved skovbryn, stivfrosne lig de finder
Eet ved kvægfold og eet ved arnen, knugende et kors de Begge var
Dødsfrygtige blik møder folket fra frænder som ligger lig

Et djævelskab har her været, siger præsten og hæver sit Kors
En ordre han giver og folket går til værks
Hytten i flammer skal stå
For ondskaben i ild skal fortæres

Flammerne griber mod himlen, til skovs ligrøg finder
Fra skovbryn stammers hvisken:
Lad asketid begynde...

9 skygger i procession gennem skoven vandrer
Nu skal nidding lægges i muld
En kold vind fra skoven blæser, bringer et budskab
Lad asketid begynde...

Gennem skovbryns dis de bryder bærende på nidstang
Nærmer sig bymurens værn
På bytorv præsten står med korset hævet
Udgyder tomme løfter, da bymur ryster i vold
Skovens stemme bruser ham i øren
En varsel om nidstangs komme
Byfolk griber stål og slår kors for bryst
Stormen bryder løs, blæst og dis slår porten op
Under måne baneskrig lyder
Ved port står nidstangs rejst
I skovens favn, stammernes hvisken genlyder:
Lad asketid begynde...