1. FORLIST

(Instrumental)


2. ENSOMHED

Som en dråbe i et stormombrust hav
Som et græsstrå i den isnende vind
Som den kolde ligegyldighed i et passerende blik
Vil vi alle mærke hvor små vi er

Som frostens faste greb om livets evindelighed
Som et minde af papir som brændes ihjel
Som høstens kulde når solen føres bort
Vil vi alle kende ensomhed

Tomgang og tomhed
Afsondret og uden fred
Forvildelse i indbildt kærlighed
Livets mening findes intet sted
Kun tomme løfter om håb og glæde

Vildfaren alene i livets storm
Som forladt i isolationens endeløse malstrøm
Langt borte fra lysets varme
For evigt gribende efter håbet, så fjernt

Intet lys i tågen
Ingen stemme i mørket
Glemt i evighedens monotoni
Gudsforladt på rejsen mod døden

Som en dråbe i et stormombrust hav
Som et græsstrå i den isnende vind
Som høstens kulde når solen føres bort
Vil vi alle kende ensomhed


3. FORAGT

Jeg skriger i afmagt over selve din esksistens
Denne verden du har skabt for mig, er ren, usødet smerte
Jeg væmmes i forbitrelse over alt du har forvoldt
Et liv i underdanighed og mindreværd

Jeg afskyr din kvalmende defaitisme
Some har affødt denne apati
Min eneste genkendelige tanke er misantropi
Et had som brænder med utænkelig kraft

Lad mishagets flammer opsluge dit væsen,
Lad intet forhindre min hævnagt
Som tusind skalpeller dissekerer løgne
og blotter et indre af råd

Selvhad – dybets mørke
Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
Selvhad – mishagets flamme
Sjælefred – livets ophør

En gru, en brat opvågning
Fra foragtens blindende slør
I refleksionen, en sandhed
Om fjendtlighed som aldrig dør

Fanget i frygtsomhedens gab
Undertrykt realitet og illusion
Lad nu sløret falde
Leden flyder i dryppende blod

Selvhad – dybets mørke
Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
Selvhad – mishagets flamme
Sjælefred – livets ophør

At leve er at lide
At overleve er at finde mening i lidelsen
I selvhad

Væk mig fra disse feberdrømme
Med udsigt til frelse og fred
Tro og håb er kun slør foran mit selvhad
Min selvforagt


4. DELIRIUM

I min trance dvæler jeg i fred
Og drømmer om stjernernes tomhed
Om det ensomme hav
Og en frihed fra tvivlens tårer
Når natten banker på
Søger jeg trøst i mørkets kærtegn
I lysets velsignede fravær
Og skyggernes omfavnelse

Når smertens blide kys rammer mit sind
Finder jeg frelse i søvnens eftergivenhed
En stund, adskilt fra larmen
Og stemmernes evindelige plagen
I min trance dvæler jeg i fred
En silhuet af liv i sort og grå
Lad mig aldrig igen se dagens lys
Lad mig aldrig igen se dagens lys


5. DØDSLÆNGSEL

Jeg står forladt på randen af afgrundens dyb
Og længes efter glemslens søde aflad
Livets sang er nu larm og støj
En overdøvende storm af stilhed

Den sidste skygge af håb er glemt
Forfulgt af søvnløshedens visne drømme
Drømmer jeg om døden igen
Indtil der slukkes for længslens elendighed

I min seng af torne plajes ingen sår
Forrådt af illusionens efterveer
Drømmer jeg om intethedens ro
En frihed fra lede og sorg

Den sidste flamme er slukket for længst
Min sidste nadver badet i tårer
Drømmer jeg om døden igen
Indtil livets forbandelse forlader min sjæl

Når alt er tabt
Og alt er ødelagt
Og selve viljen til håb er kvalt
Livets træ, falmet gråt, og brændt
Og efterladt som aske

Det sidste håb er borte og glemt
Indtil drømmen om døden bliver virkelighed